dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Der kommer færre medarbejdere på ældreområdet - men flere ældre

Mens der kommer flere ældre i Danmark, falder antallet af uddannede medarbejdere på området.

Antallet af sosu- og sygeplejerskeuddannede på ældreområdet er ikke fulgt med stigningen af antallet af ældre i Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet. Faktisk er antallet af medarbejdere på ældreområdet faldet de seneste år.

Fra 2018 til 2021 er antallet af sosu- og sygeplejerskeuddannede, der arbejder med ældre, faldet med cirka 3.000 personer. Samtidig er der kommet flere ældre i landet, da folk lever længere. Det er en massiv udfordring for velfærdsområdet, siger ældreminister Mette Kierkgaard (M) i en pressemeddelelse.

Her kommer hun blandt andet også ind på, at regeringen har præsenteret et udspil, der styrker sosu-uddannelser, og at man vil afsøge muligheden for at indgå partnerskaber med tredjelande om rekruttering af medarbejdere.

- Men vi skal også gøre endnu mere end det. Manglen på arbejdskraft understreger med al tydelighed behovet for den gennemgribende forandring af ældreplejen, vi er klar til at foretage med den kommende ældrereform, siger hun.

Den massive medarbejdermangel skal nedbringes, siger Mette Kierkgaard til Ritzau.

- God ældrepleje rimer på eller er afhængig af, at vi har dygtige medarbejdere. Og det er jo fordi, ældrepleje handler om omsorg, om relationer, siger hun.

- Noget af det, vi også gør, det er at kigge ind i brugen af velfærdsteknologi. Det er også et af initiativerne i ældrereformen, så det kommer vi til at følge nøje.

I den nye rapport "Velfærdspolitisk Analyse" står der, at antallet af ældre i alderen 80 år og derover forventes at stige med mere end 300.000 personer frem mod 2050. Udviklingen betyder, at der er færre uddannede medarbejdere per ældre i befolkningen.

I 2021 var der 280 sosu- og sygeplejerskeuddannede på ældreområdet i per 1.000 borgere over 80 år. Det antal var i 2016 på 336.

Der understreges i rapporten, at stigningen i antal ældre i befolkningen ikke nødvendigvis betyder en én-til-én stigning i antallet af plejekrævende ældre borgere.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.