Udvalgsformand er ikke overrasket:
Kriseramt Vojens-botilbud under skærpet tilsyn
HADERSLEV: I løbet af de seneste tre år har det kriseramte botilbud Odinsgård i Vojens kunnet fremvise lutter godkendte tilsynsrapporter. Men nu går det ikke længere.
Siden torsdag i sidste uge er botilbuddet nemlig kommet under skærpet tilsyn. Det fremgår af Tilbudsportalens hjemmeside.
Da TV 2-dokumentaren "Operation X - Nødråb fra natten" blev offentliggjort i november sidste år, fik botilbuddet massiv kritik for blandt andet omsorgssvigt, forråelse og dårlig ledelse.
Men kort inden den afslørende dokumentar udkom, havde Socialtilsyn Syd aflagt botilbuddet et besøg, som tilsyneladende ikke satte alarmklokkerne i gang. Besøget blev aflagt i september, og man kan af rapporten læse, at botilbuddet "har god kvalitet i forhold til at sikre borgernes trivsel og hensigtsmæssig organisering".
Dog skrev Socialtilsynet i rapporten, at tilbuddets kvalitet i forhold til en kompetent og ansvarlig ledelse kun får karakteren "middel".
Nu går den ikke længere
Det er nu første gang siden TV 2-dokumentaren, at tilsynet har lagt vejen forbi Odinsgård, hvilket i denne omgang også endte med kritik af ledelsen.
Helt konkret fremgår det af afgørelsen, at: "På baggrund af bekymring for tilbuddets kvalitet vedrørende temaet organisation og ledelse træffer Socialtilsyn Syd hermed afgørelse om, at botilbuddet underlægges skærpet tilsyn i 6 måneder fra afgørelsesdatoen."
Derudover fremgår det, at Socialtilsyn Syd vurderer det som problematisk, at flere borgere udviser tegn på mistrivsel, herunder udadreagerende adfærd mod medarbejdere. Tilsynet beskriver her, at det skyldes en stor uro og lydpåvirkning på botilbuddet.
Ingen overraskelse
- Det kommer ikke som en kæmpe overraskelse, fortæller formanden for Social- og Handicapudvalget, Lene Bitsch Bierbaum (V), til DK Nyt.
Hun forklarer, at de udfordringer, som Socialtilsynet fremhæver som kritikpunkter i rapporten, er nogle der har været kendt længe.
- Derfor forstår jeg godt, at de nu er trådt tættere på som tilsyn, siger hun. Hun tilføjer, at hun også godt forstår, at den nuværende medarbejder- og ledelsessituation giver anledning til skærpet tilsyn.
- Det påvirker medarbejdergruppen, at der ikke er nogen fast leder. Vi har netop fået ansat to nye teamledere, som skal arbejde på at få medarbejderne tættere på hinanden, men vi har stadig ikke en leder på plads, fortæller Lene Bitsch Bierbaum.
Hun erkender, at de yderligere udfordringer på nuværende tidspunkt også omhandler bekymrende tendenser ved borgernes trivsel på bostedet. Det er der til dels en forklaring på, mener hun.
- Når en medarbejdergruppe ikke er i trivsel, så er det svært for dem at give trivsel videre. Det er klart, at både medarbejdere og borgere mistrives, siger hun og understreger, at hun forventer, at de to nyansatte teamledere kan være med til at øge trivslen blandt medarbejderne.
Lene Bitsch Bierbaum gør opmærksom på, at det ikke ændrer på noget, at botilbuddet nu er kommet under skærpet tilsyn, da kommunen i forvejen har fokus på at udbedre de problemer, som tilsynet fremhæver.
Ingen matches
Det er efterhånden mange måneder siden, at botilbuddet har haft en permanent botilbudsleder. I juni sagde den daværende botilbudsleder sin stilling op, og efterfølgende blev stillingen slået op den 29. oktober. Herefter har det været umuligt for forvaltningen at finde det helt rigtige match til en profil, der kan føre botilbuddet videre.
Stillingsopslaget, som har været slået op to gange indtil videre, er netop taget ned igen. Det resulterede heller ikke denne gang i ansættelsen af en leder.
- Vi skal måske kigge på en anden midlertidig løsning eller eventuelt ansætte internt. Lige nu har vi en afdelingsleder, som er trådt til og bruger sin fysiske tilstedeværelse, så det er ikke sådan, at der ikke er nogen form for ledelse på nuværende tidspunkt, siger Lene Bitsch Bierbaum.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.