Fald, mangel på bad og mange timer i sengen: Notat viser presset ældrepleje
HERNING: I midten af maj skrev cheferne for ældreplejen i Herning Kommune et notat til politikerne med 17 punkter om, hvordan plejen og arbejdsforholdene i kommunens ældrepleje bliver forringet på grund af en presset økonomi. Det skriver DR. Blandt andet at de ældre maksimalt får ét bad om ugen, at nogle beboere ligger i sengen indtil kl. 11, beboere risikerer at komme til skade, fordi de venter for lang tid på hjælp og at der i længere perioder kun er en medarbejder til 16 beboere.
Borgmester Dorte West (V) peger på, at kommunen, med stramme budgetter, er udfordret af borgeres forventninger til serviceniveauet. Til det siger Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen, følgende:
- Det er nogle grotesk vanvittige perspektiver, der tegner sig. Jeg ved ikke, hvordan nogen politiker i Herning Kommune kan se sig selv i spejlet og sige, at det er helt i orden at beboerne ligger helt til klokken 11 i sengen, at der kan være én medarbejder til 16 beboere eller at brugen af psykofarmaka stiger, siger han til DR.
Skal tages alvorligt
DR's dækning af sagen tager udgangspunkt i en søn, som løbende har registreret svigt på det plejehjem, som hans forældre boede på, og de kritikpunkter er, ifølge FOA, ikke blevet taget alvorligt af politikerne i kommunen, oplyser foreningen i en pressemeddelelse.
- I årtier har vi set skiftende regeringer effektivisere og undervurdere behovet for ældreplejen i fremtiden. Der er blevet lappet med puljer og pakker i finanslove samtidig med en gradvis udvanding af kvaliteten i ældreplejen, fordi man ikke har taget ansvar for den manglende prioritering og fortalt befolkningen om det. Samtidig har man bundet kommunernes hænder, som uden anvisning skal finde besparelser, og som af frygt for at overskridelse af servicerammen ikke kan bruge de nødvendige penge – og i mange tilfælde må spare på et område, der i den grad har brug for det modsatte, siger Tanja Nielsen, sektorformand i FOA.
- Hver gang der kommer fokus på kvaliteten i ældreplejen, ser vi politikere i kø for at handle og ”redde ældreplejen”. Men ældreplejens problemer bliver ikke løst bedre ved at flytte det til det private, som nogen utvivlsomt vil pege på i dag. Jeg savner i den grad politikere, som træder i karakter og enten laver de nødvendige prioriteringer og står ved dem - enten ved at investere i ældreplejen eller åbent fortæller befolkningen, at der mangler penge og at det vil få konsekvenser, tilføjer hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.