Sagsbehandler bad hospital sætte fødsel i gang: Ville tvangsfjerne inden ferien
FREDERIKSSUND: I Frederikssund Kommune har en sagsbehandler bedt Hillerød Hospital om at sætte den gravide kvinde Sofie Dalgaards fødsel i gang. Sagsbehandleren ville gerne nå at tvangsfjerne det nyfødte barn, inden kommunen gik på juleferie. Det fremgår af en mail, som Reporterne på 24syv har set.
Anmodningen fra socialrådgiveren blev dog afvist af hospitalet og bliver nu kritiseret i kraftige vendinger af en ledende læge og to eksperter i socialret. Hanne Hartoft, lektor i socialret ved Aalborg Universitet, er rystet over kommunens anmodning om at sætte fødslen i gang.
- Det er uprofessionelt og ulovligt, og det er en krænkelse af moderens rettigheder, siger hun.
Hun kalder desuden socialrådgiverens begrundelser for at sætte fødslen i gang for usaglige. Også lektor i socialret ved Aarhus Universitet, Caroline Adolphsen, kalder det et “klokkeklart” lovbrud.
"Af hensyn til julen"
I mailen, der er sendt d. 18 december 2022 og hvor flere af sagsbehandlerens kolleger er med cc, står der blandt andet:
“Set i lyset af, at Sofie måske føder på søndag lige op til jul, vil vi af hensyn til Sofie og julen, forespørge om det kunne være mulighed for hende at sættes i gang snarest”.
Men igangsættelse af en fødsel er et medicinsk indgreb, der kræver en lægefaglig vurdering og som udelukkende skal besluttes i samarbejde med den gravide, fortæller Annemette Wildfang Lykkebo, cheflæge på Odense Universitetshospital.
- Det er en umyndiggørelse af moren og kan groft sagt sammenlignes med tvangssterilisation, siger hun til 24syv.
Da moren fødte naturligt d. 20 december, blev hendes søn ikke tvangsfjernet, da der ikke var grundlag for en akutanbringelse.
Kommunens politiske ledelse har afvist at stille op til interview. Onsdag morgen skal Børn- og Ungeudvalget i Frederikssund Kommune træffe afgørelse om, hvorvidt Sofie Dalgaards nyfødte søn skal tvangsfjernes.
Læs også historie fra 19. januar 2023: Frederikssund til genmæle: Hospital ville selv igangsætte fødsel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.