dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Plejehjemslæger mindsker indlæggelser og skaber tryghed
Det er en fordel for beboerne på landets plejehjem at have en fast læge fremfor at blive tilset af forskellige læger, lyder det fra Danske Regioner. (Genrefoto).
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Plejehjemslæger mindsker indlæggelser og skaber tryghed

En aftale mellem PLO og regionerne skal sikre at 80 procent af landets plejehjem har en plejehjemslæge i 2024.

Faste læger på landets plejehjem skaber både tryghed og giver færre indlæggelser, oplyser Danske Regioner. Med regionernes arbejde de seneste år med at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen, har de med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) indgået en aftale om en fast ordning med plejehjemslæger, som trådte i kraft i år. 

Ambitionen med overenskomsten er, at alle plejehjem får en fast plejehjemslæge, og i første omgang er målet at 80 procent har en i 2024. Plejehjemsbeboerne er ældre og ofte skrøbelige, og ordningen skal mindske indlæggelser og genindlæggelser. 

- Vi taler om en sårbar gruppe, der har brug for ekstra opmærksomhed og kontinuitet. Det får de ved, at det er den samme læge, der kommer og tilser dem på plejehjemmet. Lægen kender de enkelte patienter, deres sygehistorie og medicinering. Og samtidig hjælper lægen personalet med rådgivning et fast antal timer om ugen, siger formanden for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), Heino Knudsen (S).

Forebyggende effekt

Det er regionerne, som står for udgifterne til lægerne; både for rådgivningen til de ansatte og de timer, som de bruger med patienterne. 

Ifølge en undersøgelse fra 2014 fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (daværende SFI), som i dag går under forkortelsen VIVE, blev andelen af beboere, der blev indlagt med forebyggelige indlæggelser, reduceret med knap 28% på de plejehjem, der havde en fast læge tilknyttet.

Det svarer til knap 3.300 færre forebyggelige indlæggelser om året, hvis alle plejehjem dækkes af plejehjemslæger. 

I 2016 blev ordningen indført midlertidigt. I 2020 havde ca. 66 procent af plejehjem en plejehjemslæge, og i dag er det steget til ca. 70-75 procent, vurderer Danske Regioner. 

- Vi mærker stor interesse for ordningen. De praktiserende læger har været gode til at dække plejehjemmene mange steder. Så det er en rigtig positiv udvikling. Men der også områder, hvor det fortsat er en udfordring at finde faste plejehjemslæger, siger Heino Knudsen og fortsætter:

- Vi ser typisk udfordringer i de områder, der generelt er lægedækningstruede. I de områder er sygehusene også ekstra pressede, fordi man også her mangler læger og andet personale på sygehusene. Så her er vi nødt til at finde nogle bedre løsninger, siger han. 

FAKTA OM PLEJEHJEMSLÆGER: 

  • 1. januar 2022 er ordningen med plejehjemslæger indført som permanent ordning i en aftale mellem RLTN og PLO.
  • Ordningen blev afprøvet som midlertidige ordninger i forlængelse af en aftale i 2016 mellem Danske Regioner, regeringen, KL og PLO
  • Fra 2022 betaler regionerne for den faste ordning og honoreringen af de praktiserende læger. Ved udgangen af september i år var der således blevet brugt 16,6 millioner kroner ud af de 21,7 millioner kroner, der er sat af til rådgivningsdelen af aftalen. Danske Regioner forventer, at hele beløbet bliver brugt i år.
  • Ifølge aftalen er PLO forpligtet til at arbejde for at rekruttere plejehjemslæger. Der følges årligt op på aftalen.
    Det er ambitionen i aftalen, at alle plejehjem så vidt muligt skal have en fast læge tilknyttet. 

Kilde: Danske Regioner

rmn

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.