Else-sagen:
Tiltaler mod tidligere ansatte: Det er meget usædvanligt, mener ekspert
AARHUS: Tirsdag kom det frem, at to tidligere ansatte er blevet tiltalt for grov pligtforsømmelse i arbejdstiden på baggrund af dokumentaren Plejehjemmene bag Facaden på plejehjemmet Kongsgården i Viby. Det er ifølge lektor i sundhedsret på Syddansk Universitet Kent Kristensen meget usædvanligt. Det siger han til TV2 Østjylland.
- Det er en sag, der har principielt stor betydning, fordi det er en af de få sager, hvor der bliver rejst ansvar for omsorgspersonalet for at udvise manglende omhu og agtpågivenhed for det omsorgsansvar, siger lektoren.
Ifølge ham er der ikke grund til at tro, at sagen får lignende til at dukke op andre steder, men den er med til at illustrere, at man som omsorgsansat og privatperson har et ansvar for de pligter, der følger med tjenesten, vurderer han.
- Den er med til at understrege over for omsorgspersonalet, at man har personligt ansvar for de pligter, der følger med ansættelsen. Så den her sag får stor betydning i praksis, og den vil blive diskuteret på plejecentrene, siger Kent kristensen.
Fik ikke skiftet ble
Tiltalen går ifølge anklageskriftet, som Ritzau har set, på den konkrete episode, hvor den dengang 90-årige Else Maris Larsen ikke fik skiftet sin ble, selvom der var afføring i den. Blandt Aarhus Kommunes politikere er der ærgrelse over, at to personer nu er tiltalt, men lettelse over det foreløbige punktum.
- Det betyder jo, vi formentlig ikke har gjort vores arbejde godt nok, og de heller ikke har gjort det som medarbejdere for kommunen. Omvendt er jeg tilfreds med, hvis politiet vurderer det, at det er det, man gør, siger byrådsmedlem Jan Ravn Christensen (SF) til TV2 Østjylland.
Hans indtryk er, at det går rigtig godt på Kongsgården, og at det ikke er Kongsgården i sig selv, der er interessant længere, men den historie, der har været.
Spørgsmål: Sætter det gang i refleksion om kommunens ansvar i den her sag efter, der nu er rejst tiltale af kommunale medarbejdere?
- Nej, det synes jeg ikke. Vi har været igennem hele det forløb, der har været, der er ryddet op, der har være afskedigelser, tjenstlige samtaler, der er sket nyansættelser. Kongsgården er et helt nyt sted i dag, vi har taget ved lære af, at ledelse skal have fokus på driften og det, der foregår på plejehjem, det er der fuld opmærksomhed på, siger Jan Ravn Christensen.
Heller ikke Nye Borgerliges Henrik Arens mener, at der er et kommunalt ansvar.
- Jeg synes jo kun, det er fair, at de to specifikke medarbejdere får testet, om det har været svigt i juridisk forstand, for det var jo forfærdelige billeder, vi kunne se på TV 2 dengang.
De to tidligere plejehjemsansatte skal for retten i det nye år. Aarhus Kommune og FOA har ikke ønsket at stille op til interview med TV2 Østjylland.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.