Kommuner tænker kreativt for at hjælpe krigsflygtninge
Mens KL er i gang med at afklare, hvilke rettigheder flygtede ukrainere vil have i forhold til fx dagtilbud og sundhedstilbud, når de opholder sig her henholdsvis visumfrit og på visum, er der fuld gang i kommunernes forberedelser til at kunne modtage mulige flygtninge.
Regeringen forventer omkring 20.000, og selvom det er Udlændingestyrelsen, der er ansvarlig for at skaffe flygtninge tag over hovedet, er kommunerne blevet opfordet til at finde indkvartering.
Jammerbugt Kommune fandt allerede på et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde mandag frem til to lokaliteter til brug for mulige asylansøgere fra Ukraine, oplyser kommunen. Begge bygninger har tidligere været brugt til asylcentre og er dels Udlændingestyrelsens egen bygning i Brovst og dels kommunens tidligere asylcenter i Tranum. Derudover laver kommunen opsamlingssteder til indsamlet tøj.
Kommuner koordinerer
Typisk får kommunerne lige nu mange henvendelser fra borgere, der vil hjælpe, og i Sønderborg Kommune er en tidligere HR-chef nu udnævnt som Ukraine-koordinator og leder af en mini krisestab til håndteringen af opgaverne, oplyser kommunen. Flere private indkvarteringsmuligheder er allerede indløbet, og kommunen tager nu kontakt til frivillige foreninger.
I Aarhus er magistraten for teknik og miljø ved at finde ud af, hvor kommunen kan huse ukrainere, og et overblik skal ligge klar tirsdag middag. Østjyllands Brandvæsen kan skaffe 100 sengepladser og tjekker også muligheder hos hoteller og vandrerhjem.
Frivillige i Aarhus henvender sig til i stor stil, så Aarhus Kommune vil nu koordinere indsatsen blandt frivillige. En Ukraine-taskforce, der består af direktører fra hver magistrat og beredskabsdirektøren, havde et først møde mandag eftermiddag med efterfølgende orientering til politikerne. Via en nyoprettet særlig mail guides man videre til de organisationer, der kan bruge hjælp.
- Der bliver et stormøde 8. marts, hvor de forskellige civilsamfundsorganisationer kan mødes, så man kan koordinere og sikre, at de mange aarhusianere, der vil gøre en indsats af humanitær karakter, kan komme til det, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) til Aarhus Stiftstidende.
Konkret hjælp og symbolik
Frederikshavn Kommune opfordrer borgere til at henvende sig direkte til de humanitære organisationer, men har p.g.a. de mange borgerhenvendelser også oprettet et par mail-adresser, som de mange, der gerne vil hjælpe, kan skrive til. En, hvis man kan stille bolig til rådighed, og en, hvis man vil donere tøj og udstyr.
Kommunen kigger også selv efter indkvarteringsmuligheder og vil den kommende tid for at vise støtte signalere de ukrainiske farver, oplyser kommunen.
De ukrainske blå og gule farver kan signaleres på andre måder end med det ukrainiske flag, som man faktisk ikke må hejse uden tilladelse fra politiet.
Et af de steder, hvor det spontant røg til tops i går, kommer det ned igen i dag, nemlig i Guldborgsund Kommune. Her er et ganske særligt forhold til Ukraine, fordi kommunen har et tæt samarbejde med ni ukrainske kommuner om at udvikle velfungerende kommuner, hjælpe med demokrati, ledelse, organisering og samarbejde, skriver TV 2 Øst.
Ukraines farver fylder
Herning Kommune, der i forvejen er hjemsted for 500 ukrainske statsborger og lige så mange danske statsborgere med ukrainsk bagrund, markerer sin symbolske støtte med lysende blåt og gult flere steder. En lysskulptur i gågaden og en cykelskulptur ved en rundkørsel tæt ved Boxen lyser permanent i de ukrainske farver, og fra tirsdag aften bliver også motorvejsbroen på Silkeborgvej i Herning oplyst i gult og blåt.
En arbejdsgruppe er ved at skabe overblik, og på kommunens hjemmeside kommer der snart svar på en række af de spørgsmål, der kommer fra borgere, der vil hjælpe, ligesom der bliver en hotline.
På økonomi-, erhvervs- og uddanelsesudvalgets møde i går var der enighed om at pege på tre bygninger på det snart forladte sygehus i Herning som mulig indkvartering.
Privat indkvartering og sommerhuse
I Lyngby-Taarbæk har kommunen appelleret på Facebook til private, som måske kan huse krigsflygtningene fra øst.
"Udover kommunale ejendomme vil vi også gerne se på, om indkvartering hos private kan være en midlertidig løsning", skriver kommunen i opslaget. Efter to døgn havde 24 henvendt sig, og borgmesteren forventer, at tallet vil stige.
- I en kommune, hvor der ikke lige står ledige kommunale boliger klar, giver denne model os mulighed for at hjælpe, siger borgmester Sofia Osmani (K) til TV2 Lorry.
I Odsherred er der heller ikke lige store tomme bygninger klar, så her appellerer borgmester Karina Vincent (Nyt Odsherred) til kommunens mange sommerhusejere, skriver sn.dk. Kommunen kan indgå lejeaftaler, men tager gerne imod, hvis nogen stiller sommerhuset gratis til rådighed, siger borgmesteren.
- Vi har 25.000 sommerhuse, og jeg håber, at der er nogle af sommerhusejerne, der vil stille deres huse til rådighed for ukrainske flygtninge. Vi ved endnu ikke, hvor stort behovet bliver, men vi har tidligere gode erfaringer med at leje sommerhuse i forbindelse med corona-isolationsboliger, siger hun til avisen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.