Højt coronafravær:
Silkeborg appellerer til pårørende om at tage borgere hjem fra botilbud
SILKEBORG: Selvom epidemien er toppet på landsplan, volder coronasmitten stadig problemer, når smitten florerer blandt kommunernes pleje- og omsorgspersonale, og nu appellerer Silkeborg Kommune om hjælp fra pårørende til at afbøde konsekvenserne for de ældre og sårbare, blandt andet ved at tage familiemedlemmer hjem fra botilbud, hvis det overhovedet er muligt, oplyser kommunen.
Silkeborg har landets 4. højeste smitte med over 6.000 smittede, og sygemeldingerne blandt personalet kommer ind i en lind strøm hver dag, så det i større grad påvirker driften af både plejecentre, hjemmeplejen og de sociale tilbud.
- På ældreområdet følger vi situationen meget tæt. Vore medarbejdere gør, hvad de kan trods manglen på kollegaer. Vi må dog være ærlige at sige, at hvis vores medarbejdere i den kommende uge bliver syge, som de gør lige nu, så kan vi blive nødt til at iværksætte et egentligt nødberedskab, siger borgmester Helle Gade (S).
Socialområdet og rengøringen
På socialområdet hænger vagtplanerne endnu sammen, men alligevel opfordrer kommunen de pårørende til at tage borgere hjem, hvis det overhovedet er muligt.
- Vi ved godt, at det kan være svært for nogle, men for de af jer, for hvem det er en mulighed, vil det hjælpe området meget lige nu. Vi har mange smittede, og enkelte tilbud mangler medarbejdere. Særligt voksenhandicap er ramt på døgnområdet. Vores krisestab følger situationen meget tæt, og vi er i kontakt med sundhedsmyndighederne. Vi har brug for, at vi alle står sammen om at komme igennem denne fase af pandemien, siger Helle Gade.
På rengøringsområdet beder kommunen også om hjælp til de opgaver, som plejepersonalet ikke kan nå, fordi medarbejderne på plejecentrene og i hjemmeplejen prioriterer de sundhedsfaglige områder. Det kan være alle praktiske opgaver som at feje krummer op, støvsuge og tømme skraldespand hos ens ældre pårørende.
De ældre smittes også
Med den stigende smitte blandt pleje- og omsorgspersonalet, er der nu også smitte blandt de ældre borgere.
- På grund af den høje samfundssmitte har vi næsten dagligt udbrudshåndtering på plejecentre på grund af meldinger om smittede medarbejdere eller pårørende, og vi har nu også smittede borgere. Heldigvis er de fleste ældre ikke særligt syge og har et mildt forløb med hoste og feber. Det værste er isolationen, hvor de ældre kan blive noget ensomme, og det er vi meget opmærksomme på, siger Helle Gade.
På ældre- og socialområdet bliver der fortsat brugt værnemidler, og der testes løbende for smitte, ligesom besøgende på plejecentre og i sociale tilbud fortsat opfordres til at bære mundbind.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.