Hillerød sætter ind mod dementes medicin
HILLERØD: Med 3,2 mio. kr. fra Sundhedsstyrelsen får Hillerød Kommune mulighed for at frikøbe en farmaceut og en sygeplejerske i et år til at gennemgå demensramte borgeres medicin. Projektet skal køre i samarbejde med Bispebjerg Hospital, skriver sn.dk
- Ud fra Bispebjergs erfaringer regner vi med, at projektet kan reducere forbruget af antipsykotisk medicin med 50 pct. forstået sådan, at nogle trapper helt ud, mens andre trapper ned, siger kommunens chef for Ældre og Sundhed, Hella Obel, til avisen.
Projektet indebærer også samarbejde med borgernes læger om handleplaner for at følge op på den enkelte. Demensramte borgere får ofte og måske for meget antipsykotisk medicin, og både kommunalt og på landsplan er der fokus på at sætte ind:
- Det er altid stort at være med i nationale projekter, som sætter os på landkortet for at øge kvaliteten. Færre borgere skal have antipsykotisk medicin, siger formanden for udvalget for omsorg og livskraft, Christina Thorholm (R) til sn.dk.
Demensrejsehold kan hjælpe kommuner
Sundhedsstyrelsen har flere muligheder for støtte til kommuner, der vil sætte ind mod forbruget af antipsykotisk medicin til demente. Lige nu er det fx muligt at søge om at få et demensrejsehold ud for at undervise relevante ledere, demenskoordinatorer og sygeplejersker.
Konkret er der tale om praksisnære læringsforløb, der både fokuserer på de konkrete udfordringer i plejen af beboere med demens og på organiseringen og ledelsen af indsatsen på demensområdet.
Puljen med demensrejseholdene er især beregnet til at få medicinforbruget ned hos borgere på plejecentre og i hjemmeplejen og var i brug første gang i 2020. Nu er der mulighed for at søge om et forløb mellem september 2022 og december 2024 - ansøgningsfristen er 16. februar.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.