Jobgaranti til elever og søndagstillæg på vej i Nyborgs ældreområde
NYBORG: Ikke færre end 20 initiativer har ældreudvalget i Nyborg med i en handleplan, der skal lette byrden for de ansatte på ældreområdet. Prisen er 10 mio. kr. årligt, som kommunen kan finde i ekstra midler fra bl.a. den seneste finanslov, fremgår det i handleplanen fra ældreudvalget.
- Nu sætter vi 10 mio. kr. af til rekruttering og fastholdelse, hvor vi sætter ind med en lang række tiltag. Det er vi rigtig, rigtig glade for, at vi kan, siger borgmester Kenneth Muhs (V) til Fyens Stiftstidende.
En del af pengene foreslås brugt til løn til de sosu-medarbejdere, der vil gå fra 35 timer til fuld tid, andre til mulig voksenelevløn til flere og en jobgaranti for elever, der færdiguddanner sig i kommunen.
Råd til søndagsbetaling
Det foreslås i handleplanen også, at de ansatte fremover vil kunne få udbetalt tillæg, når de er på job om søndagen. Som det er nu, er medarbejderne tvunget til at afspadsere, og fællestillidsrepræsentant Marlene Koldsø siger til avisen, at medarbejderne længe har kæmpet for at få udbetalingen tilbage:
- Det er jo ulempetillæg for at være på arbejde om søndagen, og de penge vil vi gerne selv bestemme over. Altså, om vi vil have dem betalt i fritid eller i kroner og ører.
De i alt 10 mio. kr. årligt er penge, som kommunen ikke har budgetteret med, og formanden for ældreudvalget Kaj Refslund (V) synes derfor, det giver mening straks at smide dem videre til nye indsatser.
Unge ind som aflastere
Blandt de mange forslag i handleplanen er også, at unge mellem 14 og 17 år bliver ansat i fritidsjob i plejecentre et par eftermiddage om ugen. Her vil de kunne aflaste personalet ved at lave små aktiviteter, der ligger uden for personalets faste arbejdsopgaver.
Derudover er et mål med at få de unge ind, at de bliver motiveret til at vælge en karrierevej inden for social- og sundhedsområdet. En sådan ansættelse lader sig gøre med en særlig inspirations-ansættelsesordning, der er udviklet i samarbejde med FOA.
Handleplanen fra ældreudvalget skal behandles den 25. januar i byrådet.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.